Det Nyere
Testamente
KVALM EvangelietDen Sidste Profet/Den Anden Store Stormflod (KVALM 1.1-1.9 2022 e.Kr)
Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Således brød menneskets dets side af den evige pagt med Gud. Da fortrød Herren igen, at han havde skabt menneskene på jorden og at han havde lovet dem sikkerhed. Disse, som ondskaben udsprang fra og som gjorde ondt på Herrens værk i naturen måtte være korrupte og i pagt med Djævlen. Han var bedrøvet og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade men kun mennesker. Kvæg, krybdyr og himlens fugle er perfekte, men jeg fortryder, at jeg tilgav mennesket, som de eneste, der mødte min tilgivelse med hovmod og destruktion.«
Men Noa fandt nåde for Herrens øjne.
Dette er Noas slægtshistorie. Noa var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han levede i harmoni med naturen. Noa fik ingen sønner eller døtre, thi han erkendte livet på jord var af smerte og mangel. Noa sagde »Min slægt, min blodslinje, må tørre ind som flod og efterlades gold som havbund. Som den brændte mark gror intet fra mig.«
Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt mod jorden.
Noa åbnede en luge i det skur, han boede i, og sendte en ravn ud. Den fløj frem men aldrig tilbage. Så sendte han en måge ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade fuldstændigt. Men mågen fandt ikke et sted uden sort tjære og olie så den vendte tilbage til ham i skuret, fordi der var olie over hele jorden, selv i vandet; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i skuret. Han ventede syv dage til og sendte så mågen ud igen. Ved aftenstid kom den tilbage til ham, sort og klæbrig af olie, og så var Noa klar over, at vandet var forurenet. Mågen holdt i næbet en brændende olivengren, som han gav til Noa. Grenen brændte ikke Noas hånd da mågen talte Guds ord:
»Herrens pagt med mennesket er brudt, thi mennesket brød med fredens aftale. Var mennesket: Guds væsner fra mindste mus til havets monstre har besked om at rense jorden fra den ondskab, mennesket dyrker, hvor blomster kunne gro. Rens mig og bliv den sidste profet.«
Trods uro over den varslede krig rensede Noa mågen med en nænsomhed, der vidnede om hans fred med Herrens værk i naturen.
Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen.
Da sagde Gud til Noa: »Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, for de er skyld i, at jorden ødelægges. Nu vil jorden ødelægge dem. Lav en bunker af gofer-træ; du skal indrette den med rum, og du skal lydsikre den indvendig og udvendig. Således skal du bygge bunkeren: Du skal lægge et tag på bunkeren, og tagrygningen skal du sænke én alen under jorden og dække med et års madaffald. Du skal sætte en dør i bunkerens side, og du må ikke åbne, før frelsen fra mennesket er fuldendt, ellers går du til grunde med dine Gudsforladte brødre og søstre. Jeg kalder nu modstandsvilje over jorden for at kalde alle under himlen, der har livsånde, udover mennesket, til at ødelægge mennesket. Alle mennesker på jorden skal omkomme. Men med dig vil jeg opholde min pagt. Du skal gå ind i bunkeren alene. Af alle levende væsener skal ét par overleve udover dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par overleve. Du skal tage noget af alt, der kan spises, og samle det hos dig; det skal du have til føde.« Noa gjorde, ganske som Gud havde befalet ham.
Herren sagde til Noa: »Gå ind i bunkeren, for dig alene har jeg fundet retfærdig i denne slægt. Om syv dage lader jeg jorden gøre oprør i fyrre dage og fyrre nætter, og jeg udsletter alle mennesker, som jeg har skabt men tabt til dem selv, fra jordens overflade.« Noa gjorde, ganske som Herren havde befalet ham. Noa var 600 år, da revolutionen kom over jorden.
Så gik Noa alene ned i bunkeren for at undslippe det store oprør.
Efter de syv dages forløb kom oprøret over jorden. I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag, brød bjerge, marker, hav og sø stilheden, planter og træer blev som ubundne til jorden, bure blev låst op og naturen søgte menneskets død i fyrre dage og fyrre nætter. Denne dag sad Noa i bunkeren, medens alle slags vilde dyr, al slags kvæg, alle slags krybdyr, der kryber på jorden, og alle slags fugle, alle vingede fugle, gik i samlet flok mod mennesket. Af alle levende væsener drog de til kamp, han som hun, sådan som Gud havde befalet dem, og Herren låste døren efter ham.
Som soldater i kamp, kom de til Noa i bunkeren, alle umenneskelige, der havde livsånde. Men døren var som uforgængelig trods træers pisk, næsehorns slag og slangers gift.
I fyrre dage var jorden i krig med mennesket. Brand og røg steg ved bunkeren, så den var usynlig. Flammer steg højt over jorden. Højere og højere steg røg og smog, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. Røgen steg femten alen over bjergene og skjulte dem.
Alle mennesker, der rørte sig på jorden, omkom, på nær Noa, og næsten alle fugle, kvæg, vilde dyr, alt, hvad der vrimlede på jorden. Næsten alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. De rene dyr og de, der ikke var rene, og fuglene og alle krybdyr på jorden overlevede par for par, kun to af hver, og Noa alene i bunkeren, sådan som Gud havde befalet. Alle øvrige mennesker på jorden blev udslettet og mange kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa i bunkeren og få andre blev tilbage. Røg, damp, skrig og brøl var over jorden i hundrede og halvtreds dage.
Men Gud glemte ikke Noa i bunkeren. Han lod en storm blæse hen over jorden, så støvet lagde sig. Urdybets kilder og himlens vinduer blev åbnet, og regnen fra himlen og de døde gødede jorden. Lidt efter lidt flød vandet tilbage fra jordens indre. Efter hundrede og halvtreds dage begyndte vandet at falde. Den syttende dag i den syvende måned var bunkerens udgang fri. Vandet blev ved med at falde indtil den tiende måned; første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne.
I det år, Noa blev 601 år, på den første dag i den første måned, var blodet tørret bort fra jorden, og da han åbnede døren til sin bunker og kiggede ud, så han, at jorden var tør. Den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden tør. Da sagde Gud til Noa: »Gå ud af bunkeren sammen alene. Alle dyrene hos dig, alle levende væsener, fugle, kvæg og krybdyr, der kryber på jorden, kan vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden.« Så gik Noa ud. Også alle de vilde dyr, alt kvæget, alle fuglene og alle krybdyrene, der kryber på jorden, tittede frem fra skjul, art for art.
Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.
Så længe jorden står,
skal såtid og høsttid,
kulde og varme,
sommer og vinter,
dag og nat
ikke ophøre.«
Gud velsignede Noa og sagde til ham: »Betragt jorden. Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for dig; de husker menneskets magt. Alt, hvad der rører sig og lever, skal du have til føde. Jeg giver dig det alt sammen, ligesom jeg engang gav mennesket de grønne planter. Men kød med liv i, med blod i, må du ikke spise. Og dit eget blod vil jeg kræve hævn for; og af ethvert dyr vil jeg kræve hævn for det, ligesom af ethvert menneske jeg krævede hævn for jordens liv. Han velsignede dyrene og planterne som endeligt menneskene overlegne:
Den, der udgyder jordens blod,
skal få sit blod udgydt.
For i sit billede.
skabte Gud mennesket, som gik tabt til sig selv.
Men I skal blive frugtbare og talrige,
I skal vrimle på jorden og blive talrige på den.«
Gud sagde til Noa: »Jeg oprettede min pagt med dig og med dine efterkommere, med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle, der gik ud af arken oprindeligt, alle jordens dyr. Jeg opretter nu min pagt med dig: Aldrig mere skal alt levende udryddes af mennesket. Menneskeligheden skal aldrig mere ødelægge jorden.«
Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og dig og alle levende væsener hos dig. Jeg sætter en ny bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Se, hvordan den vender på hovedet. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med alle levende væsener, alt levende; én art skal aldrig mere blive til en sygdom, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.«
Og Noa vandrede ensom, agtet af alle dyr, som det sidste menneske på jord, og nedskrev det nyere testamente, som den sidste profet. Må Noa se Paradis på jord.
Amen.