︎











Kære studerende på bachelorniveau: Tør øjnene; Der er et isbjerg af politik under dit 7-tal.


Jeg har undervist og udført eksamener på bachelorniveau på forskellige uddannelsesinstitutioner i mange år og ingen af mine studerende græder til eksamen, som dem, der får et 7-tal. Dem, der får 4, plejer at være glade for, at de ikke får 2 og dem, der får 2, er givetvis glade for, at de ikke er dumpet.

7-tallet er, selvom det er medianen for eksamensresultater - på den måde en underlig størrelse. Kontroversielt, hvis ikke bare misforstået.

Jeg kunne sagtens have brugt min tid på at kaste skylden over tårerne efter de studerende og tale ind i narrativet om hysteriske 12-tals-piger - et narrativ, der i første omgang skal kritiseres for at umyndiggøre kvinder, størstedelen af gruppen, ved at kalde dem piger. Men dette skriv er ikke til mine fagfæller, der sidder trygt på den eksaminerende side af bordet, når 7-tallet falder. Ej heller til folk, der med janteloven i hånden skal fortælle kvindelige studerende, at de brillerer for meget eller har for høje ambitioner.

Min mission er at give jer studerende noget konstruktiv feedback, som I går glip af, fordi jeres gråd får os, jeres eksaminatorer, til at holde det tilbage - fordi det i øjeblikket er for "ufølsomt" af et virvar af årsager.

Vi er ikke nødvendigvis uprofessionelle. Tværtimod, tager vi ansvar og yder selvfølgelig emotionel førstehjælp, når I har brug for det.

Det er en del af jobbet at forhindre jer i at blive demotiverede - måske direkte stressede eller deprimerede - af årsager så kyniske som frafaldsprocenter, der skal holdes nede.

En frafalden studerende i vores neoliberale uddannelsessystem koster penge for institutionen, der har investeret i mandskab, undervisere hovedsageligt, i dyre domme i forhåbning om at få taxameterpenge fra staten efter jeres endelige eksamen og diplom. Taxameterpenge er en slags "tak for humankapital til at vinde den globale konkurrence om, hvis befolkning er mest kompetent på papiret - hér er pengene for at have opdyrket denne person til arbejdsmarkedet plus det løse til ledelse og forskning".

Vi er, hovedsageligt, heller ikke sadistiske monstre, der finder nydelse i at gøre ondt værre, når tårerne viser sig. Det er en misforståelse om eksaminatorer, jeg afholder mig fra at udfolde til en anden god gang.

Der skal selvfølgelig også siges noget om, at I har klageret og selvom jeg sidder på flæsket i magtforholdet generelt, så er rædselshistorier om klageforløb og studerende, der spreder det vrede budskab i op til tre år i ens undervisning i enten på-tværs attitude eller eksplicit, en klar faktor også.

Intet ødelægger min pædagogik som at skulle bruge energi på at forhindre en studerende i at udøve sin vendetta. Det er svært nok i forvejen at gøre "international metakomparation i policy-låntagning" værd at lære for den gennemsnitlige 21 årige studerende, der knapt har groet frontallappen i hjernen, og derved evnerne til at beregne konsekvenser, sammen til intakt form.

Med alt dette in mente, er jeg - ironisk nok - ikke bange for det sjældne, dog ikke usete, fysiske eller verbale overfald til eksamen. Ledelsen på højere læreanstalter har hjemmel til at suspendere studerende, hvis I krøller et hår på mit hoved, selvfølgelig.

Nej, hvad jeg snakker om, er gråd og de konsekvenser, en skuffet studerende kan bringe med sig - for sig selv, sine medstuderende og mig - hvis jeg, når feedback skal gives, ikke prioriterer at slukke den emotionelle brand, der opstår, når 7-tallet falder, og den studerende ikke ligefrem er begejstret.

Jeg har i gennemsnit 10 minutter til at afgive feedback efter endt eksamen, så der skal prioriteres ind til benet: Gråd først og feedback kan pakkes ind, så det ikke gør ondt værre.

Kort sagt: Eksamen er givetvis en mere tryg situation for mig som underviser og eksaminator, men ikke uden indre og ydre konflikt, der i sidste ende koster jer en sandhed om, hvad I gjorde "forkert", da I fik 7.

Mit essay har ikke til formål at høste mig ynk eller forståelse. Jeg står tilbage efter i et par år at have sagt: "eksamen er et elendigt sample for din generelle værdi som studerende og menneske, så din opgave, når du går ud af døren, er ikke at lave den overfortolkning, okay?" (før COVID med et akavet kram) med en følelse af, at I fortjener sandheden om jeres faglige præsentation, når støvet har lagt sig og I er kommet jer over chokket.

Jeg håber vel sagtens også, at jeg kan være en uafhængig stemme, der fri fra jobbets benspænd kan sige, hvad mange undervisere afholder sig fra at sige, selvom de har lyst til det.

Hermed - uagtet om du har grædt - årsagerne til, du fik et 7 tal, trods dine forventninger om en højere karakter:

"Overfladisk", "ukritisk" og "uselvstændigt". Det er de første usagte ord i mine noter. Som sagt, ikke noget de fleste ønsker at ytre til en studerende, som lige er trådt ind i de to-tre første faser af sorg. Jeg kan ikke se mig selv ytre til en studerende, hvis verden er kollapset, at deres præstation var "overfladisk og uden selvstændig behandling". Jeg siger som regel noget ukonkret i retningen af, at jeg gerne ser den studerende "gå mere i dybden næste gang" eller, lige så ubehjælpsomt, at der skal "mere kød på benet".

I ønsker konkret feedback, måske ikke i øjeblikket, men generelt i jeres studier, og jeg ønsker at give det. Lad os undersøge, hvad "mere kød på benet" faktisk betyder. Og lad os tage fat i noget så sexet som lovgivning og de formelle strukturer, der er designet omkring eksamen:

Vi kan med rette starte med at kigge på europæiske uddannelsers formelle læringsmål for at forstå, hvorfor det modsatte af overfladisk, ukritisk og uselvstændigt - noget dybdegående, kritiskt og selvstændigt - har manglet i din præstation:

Samtlige moduler, kurser eller hvad "fag" bliver kaldt på universiteter, har tredelte målsætninger for henholdsvis viden, færdigheder og kompetencer. Det skal de ved lov. Disse er vores tjekliste under eksamen.

Eksempel fra bachelorkurset Samfund og kultur i Arabisk- og Islamstudier på Aarhus Universitet:



Som det kan ses, er viden beskrevet som konkrete ting, der kan vides: Teksters indhold, metodiske dogmer og så videre. Til eksamen ved du, at vi leder efter viden, når vi spørger "hvad er". For eksempel "hvad er dannelse ifølge John Dewey?". Til dette skal du anvende din flittighed til at læse, din hukommelse til at huske det, du har læst og dine forståelsesevner til at gengive, hvad du har læst, præcist. Easy piecy - og lavt niveau, som i moderne tider får mindre og mindre betydning, da automatisering og digitale mediers overlegne evner til at lagre information kan gøre jobbet for dig på arbejdsmarkedet.

I uddannelsesregi har vidensmål således mistet terræn - medicinstuderende bliver selvfølgelig stadig bedt om at huske diverse latinske ord for kroppens bestanddele, men er post globalisering ikke sikret 12 taller uagtet klæbehjerne, hvis de ikke præsterer mere end at huske.

Færdigheder henviser til evner til at anvende noget korrekt i praksis. Hvis vi bliver i medicinstudier som eksempel, så skal de studerende vide, hvad en livmoder hedder på latin, men de skal også kunne bevise evnerne til, i praksis, at udøve og læse en ultralydsscanning af en graviditet korrekt. Viden og færdigheder bliver implicit set som gående i hånd og hånd - den studerende ved, hvad en livmoder er og ved, teoretisk set, hvad en graviditet er - det skal den studerende kunne handle ud fra.

︎Disclaimer: Jeg er ikke personligt overbevist om, at verden hænger sammen så simpelt som, at viden nødvendigvis fører til færdigheder. Jeg kender mange, som har knivskarpe færdigheder, men uden eksplicit viden som baggrund. Jeg kender frisører, tatovører og øvrige, ufaglært måske, professionelle, som er talentfulde, men som ikke kan sætte ord på, hvad der, teknisk set med fagord, sker, når de arbejder. Men jeg anerkender, at hvis man som institution kan give studerende papir på, at de har tilladelse til, for eksempel, at overvåge en graviditet, så er det kun fair, at et stringent testformat ikke giver plads til held eller usagte fornemmelser. Vi må også indrømme: Som murer kan du måske lære at bygge et hus ud fra kroppens hukommelse, men det skader måske ikke dine færdigheder at lære, hvad kemien i beton består af. Dette er en længere diskussion til en anden god gang - lad os komme tilbage til mit essay om 7-taller

Færdigheder er af et højere niveau end viden, men det er stadig ikke imponerende i en eksamenssituation eller på arbejdspladsen for den sags skyld. Maskiner og computere er bedre til at huske og gentage, og deres indpas i praksis truer allerede arbejdspladser: Selvkørende lastbiler kan huske færdselsregler og kan med langt højere præcision transportere gods fra a til b end selv den bedste chauffør. Og dette uden at få løn, uden at skulle sove og selvfølgelig uden at brokke sig om arbejdsforhold.

I en konkurrencekontekst er det nemt at forudse, at man taber, hvis man vil løbe kapløb mod en computer, når det kommer til korrekt praksis og viden. På arbejdsmarkedet ser det sort ud for dem, der er nemme at erstatte med en maskine.

Selvfølgelig bortset fra jobs, der er sikrede af kulturelle årsager: De nemmeste at erstatte med maskiner er chefer, da de eksisterer i et matematisk cost/benefit dogme, men de bliver ikke fyret eller erstattet med deres bedre, mere praktiske og ubestikkelige computale overmænd, fordi vi i samfundet ser dem, ufortjent, som henholdsvis modige og kreative, og giver dem høj løn som følge. Når jeg skriver arbejdsmarkedets konkurrence ind i mit essay, skal man ikke tro, at jeg ser logik i, at en sosu assistent med ansvar for kontakt til ældre og syge borgere nemmere skal kunne blive erstattet med en robot end Anders Holch Povlsen. Det er ikke logik i sin pureste form, men én logik, vi alle i vestlig kontekst for "uddannelse" og "jobmarkedskræfter" ligger under for - det vil sige vores fælles version af virkeligheden, status quo om man vil, idiotisk og fejlagtig som den end måtte være og til chefers fejlagtige fordel, så længe dets status som objektiv virkelighed forbliver uændret.

Færdigheder er, kort sagt, stadig simpelt arbejde, der ikke nødvendigvis sikrer dig topkarakter.

Til eksamen kan du genkende, at vi tester dit færdighedsnivau, når vi enten beder dig om at udøve noget - i medicin er det relativt bogstaveligt: Lav en korrekt blodprøve - eller, som ved mundtlig eksamen, ved at vi tester, om du kan anvende teori på et eksempel spontant. Du skal således kende teorien og anvende den: "Kan du forholde dig til John Deweys dannelsesideal anvendt på for eksempel den danske folkeskoles formålsparagraf?" er et spørgsmål, der ikke alene lægger op til, at du har læst curriculum og kender dansk lovgivning - du skal kunne koble de to sammen til et analytisk produkt.

Du er på vej til dit ønskede 10- eller 12-tal, når du for eksempel sammenligner eller kobler teori til praksis, men ikke helt i mål. Vi finder faktisk tit 7-taller på dette niveau. Senere vil jeg reflektere over min idé om, at dette er en, hvis ikke dén største, misforståelse mellem institutionerne, deres repræsentanter og de studerende: At viden og færdigheder skulle være imponerende i sig selv og noget, man fortjener høje karakterer for at præsentere i en eksamenssituation.

Når uddannelse og arbejdsmarked er tæt forbundne, på godt og ondt, giver det på mange punkter god mening, at færdighedsmål og vidensmål ikke er tilfredsstillende for at sikre de studerendes plads på arbejdsmarkedet. Ikke kun på grund af faren for automatisering, der lurer "lige rundt om hjørnet", nu på 80. år i træk, men også af andre årsager. Vi mangler det sidste element i tre-trins-raketten for målsætning i uddannelse, som siges at være dér, robotterne endnu ikke kan konkurrere med mennesket: Dette er det mest abstrakte, svært målbare og frustrerende begreb for alle ansvarlige og på samme tid den varmeste kartoffel for uddannelsespolitiske aktører, der dikterer, hvad der er værdifuldt ved vestens humankapital: Kompetencer.

Inden jeg giver ordet til World Economic Forum, OECD og de andre transnationale aktører, der ubehjælpsomt dikterer, at en "kompetent arbejdskraft" er det vigtigste for at nationalstater såvel som virksomheder kan sikre topposition i en selvopfundet konkurrencekontekst, vil jeg byde ind med min måde at forklare, hvad kompetencer er:

Der er forskel på at være kvalificeret og kompetent. Lad os forstå "en kompetence" ud fra, hvordan den adskiller sig fra "en kvalifikation":

Kvalifikation er et historisk begreb fra jura, hvor man skal være kvalificeret til at udøve forskellige erhverv på en autoriseret måde. Man har, så at sige, et uddannelsesniveau, der giver én adgang til at udføre forskellige jobs. En politibetjent har de juridiske kvalifikationer til at bære et håndvåben og trykke på aftrækkeren i bestemte situationer på grund af den formelle adgang, Politiskolen giver til dem, der består eksamen. Læger har kvalifikationerne til at give recepter. Jeg har kvalifikationerne, en kandidatgrad, til at give karakterer på bachelorniveau. Kvalifikationer hænger således sammen med formelle adgangskrav i erhverv, men det ses også andre steder: Dit kørekort giver dig adgang til at sætte dig ind i en dødsmaskine og bevæge dig rundt i den, fordi du har papir på, at du er blevet testet og godkendt til det. Du er altså en kvalificeret, det vil sige autoriseret, bilist, når du har et kørekort. Men er du en kompetent bilist af den årsag?

Nej. Kompetencer handler ikke om, at man formelt er blevet testet i en handling, gjorde det korrekt, og derefter har bevis på, at man er i stand til at gøre det igen. Kompetencer handler om, om man har det, der skal til for ikke alene at kunne gentage en korrekt handling, men at man i en ukendt situation kan regne ud, hvad en korrekt handling er.

Nu er du forvirret og det er ok, for det er jeg også til en vis grad - ligesom alle andre, der skal sidde og give karakterer for to konkrete målbare størrelser, viden og færdigheder, og én endelig målsætning, kompetencer, som ikke giver ligeså god mening som kvantificerbar størrelse.

Hvis jeg bliver i metaforen for en medicinstuderende: Hun kan bevise sin viden ved at huske og gentage allerede eksisterende og valid viden og hun kan bevise sine færdigheder ved at udøve korrekte handlinger. Når hun så skal bevise, at hun er kompetent, skal hun kigge op fra bogen og holde op med at øve sig i at sy vindruer sammen, så stingene bliver knivskarpt lige og symmetriske. Hun skal bevise, at hun som enkeltperson kan forholde sig kritisk til det, hun allerede ved og allerede kan. Hun skal så at sige selvstændigt, på baggrund af sin viden og færdigheder, forholde sig til noget, der ikke findes et konkret svar på.

Lad os allesammen indrømme dette, for at det giver mening: Hvis en medicinstuderende skulle undervises i alle kendte og ukendte situationer, skulle medicinstudiet tage mellem 300 og 400 år at færdiggøre. I internetlingo: Ain't nobody got time for that.

På den ene side er jeg selvfølgelig frustreret, ligesom studerende tydeligvis også er det, over, hvordan en formel eksamenssituation, der i sagens natur skal være fair for alle, ikke kan præcisere de forventede krav til "rigtigt og forkert", men jeg er som udgangspunkt også bevidst om, at en gammeldags skole, der udelukkende tester for kvalifikationer (viden og færdigheder), kommer til at koste samfundet og den enkelte dyrt.

Hvad gør en jordemoder for eksempel i situationer, han ikke er blevet testet i? Siger han "det ved jeg sgu ikke lige, hvad jeg skal stille op med" og går uoplagt i stå af mangel på prædefineret viden - eller kan vi stole på, at han har den professionelle attitude, der skal til for at han selv regner ud, hvad man bør stille op? Hvis han er over 50 år gammel, ved han ikke nødvendigvis fra skolebænken, hvorfor en gravid person i nutidens virkelighed kan være en mand for eksempel. Jeg stoler på, at han uagtet sin ufuldendte baggrundsviden sagtens kan regne ud, helt selv, hvad der er forsvarligt, selvom han ikke kan trække på lærebøgernes facitter.

Kompetencer handler så at sige om de "bløde værdier", der skal til for, at en person kan gebærde sig i virkeligheden - et sted, der aldrig rigtigt opfører sig så forudsigeligt som i lærebøgerne - på en professionel måde uden supervision. Faktisk har virkeligheden den forfærdelige vane at udvide sig hele tiden. Der opstår nye problemstillinger, som ikke var aktuelle for øjeblikke siden, hele tiden. Kompetencemål er vigtige, fordi man kan forvente, at den studerende ikke holder op med at lære efter endt uddannelse i takt med, at nye udfordringer opstår.

Uddannelsesdiplomer har derfor ikke en "bedst før" dato. Det ville være noget rod.

Nu har jeg et meget konkret eksempel fra min egen baggrund - jeg har en kandidatgrad i IT fra 2016 og 1/4 programmeringssprog, jeg har lært, er allerede blevet udfaset som gammeldags, fordi IT verden bevæger sig med 120 km/t. Dette betyder heldigvis ikke, at jeg er 1/4 mindre IT kyndig, for man kan stole på, at jeg har "flair" for teknologi. Jeg vil kunne lære nye programmeringssprog relativt nemt og jeg kan gebærde mig i IT ved at have haft erfaring med grundstenene i IT: 0'er og 1-taller, ohm og watt, RBG, feedback loops og alle de andre elementer, der udgør IT som felt i sin generelle form.

Alle jer, der blev tæsket igennem et latin forløb i gymnasiet forstår måske, hvor jeg vil hen. Latin er i sig selv ubrugeligt - og måske også et fjollet æstetisk ideal for europæisk dannelse, fordi Grækenland til stadighed har status som "Europas Kulturelle Kerne" - men at kende latin betyder, at man nemmere end andre kan lære at tilegne sig sprog fra den latinske sprogstamme, heriblandt fransk, spansk, portugisisk, engelsk og tysk.

Hypermobil, television, demokrati og autofellatio, I ved. Man har "flair", der ikke er "kendskab" - men det kan hurtigt føre til selvlært kendskab.

Som lovet ville jeg involvere de store aktører, der sætter dagsordenen for uddannelse. Jeg finder OECD frem, fordi europæisk policy med OECD som kerne, har lagt grundstenen for, hvordan vores uddannelser ser ud - alt fra ECTS point til målrettet undervisning i folkeskolen, PISA tests og den famøse tredeling i læringsmål.

Ligeledes vil jeg henvise til World Economic Forum som et neoliberalt vidensproducerende organ, hvis lister for "fremtidens ønskede kompetencer" sætter dagsordenen - i Danmark på erhvervsakademierne især. Der er flere nedslag i, hvad der gør en aktør som WEF neoliberal - blandt andet, at de er ledt af en antagelse om mennesket som “rationelt” og at økonomiske rationaler for firmaer for såvel mennesker skal lede samfundet “fremad”. Menneskesynet kalder vi “homo economicus” - ideen om, at vi alle har 1: fri vilje og fornuft og 2: mulighederne og informationerne, der skal til for at træffe et valg om, præcist hvilket liv, vi vil leve. En teori, der er grinagtig for enhver, der har åbnet Hus Forbi og skimmet overskrifterne. Det skal derfor tages med et gran salt, hvad World Economic Forum dikterer, fordi organisationen ligger på et fundament af antagelser, som man ikke behøver være enig med dem i. Man kan også stille sig kritisk omkring deres definition af “værdifulde egenskaber” for humankapital i fremtiden. De har ikke undersøgt, hvad der potentielt bliver brug for i forhold til reelle arbejdsopgaver, men derimod undersøgt, hvad chefer og mellemledere udtalt ønsker. Chefers ønsker om deres ansattes kompetencer bærer ikke så meget præg af, hvad der konkret er krævet for at løse en opgave, men hvad de umiddelbart tror eller synes i øjeblikket. Når jeg afviser deres viden om, hvad der reelt skal til på jobbet, afviser jeg ikke, at det i sidste ende er dem, der ansætter. Så uagtet om deres kompetenceønsker om alt fra modstandsdygtighed, kreativitet og go-getter-attitude faktisk har rod i virkeligheden eller ej, er deres ønsker selvsagt vigtige at overveje, når nu uddannelse og arbejdsmarked er tættere koblet end nogensinde.

Som sagt skal jeg yde emotionel støtte, når I udviser tegn på, at I er i risikogruppen for potentielle dropouts, for at undgå, at min institution går glip af taxameterpenge. Jeg er også ansat i et system, der overvåger og måler dimittenders ansættelsesprocent efter uddannelse, og mit program, hvis ikke mig direkte, får på puklen, hvis I ikke får et job relativt hurtigt. Derfor har World Economic Forum også relevans for både jer studerende og undervisere som mig.

Jeg skriver nu om én ud af to de store arkitekter bag det danske uddannelsessystem: En transnational aktør, Organisation for Economic Co-operation and Development, langt for OECD. Ifølge OECD selv er deres ambitioner som følge:

“the Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD) shall promote policies designed:
  • To achieve the highest sustainable economic growth and employment and a rising standard of living in member countries, while maintaining financial stability, and thus to contribute to the development of the world economy.
  • To contribute to sound economic expansion in member as well as nonmember countries in the process of economic development;
  • and to contribute to the expansion of world trade on a multilateral, nondiscriminatory basis in accordance with international obligations.”

De 38 medlemsnationer står for 80 procent af international handel (lad os nu bare sige “vesten”, det er nemmere), så ideen, at verden bliver et bedre sted af deres økonomiske vækst, hænger vel sammen med en idé om international trickle down economics. Kort sagt fortællingen om, at velstand og vækst påvirker alle sociale og økonomiske lag positivt, fordi velstanden “drypper nedad” fra en rig CEO, der bruger penge, som bliver til andres forbrug og ansættelser, der bliver til de næstes fordel og så videre. En økonomisk model forfatteren af modellen selv har afvist for længst. Jeg er glad for, det ikke er mig, der i herrens år 2022 skal forsvare at være drevet af den slags forældede skrøner. De ønskes held og lykke med deres trossamfund.


I slutningen af 90’erne blev den såkaldte Bologna Process (en deklaration/politisk bekendtgørelse) gennemført med 29 undervisningsministres underskrift, deriblandt tidligere undervisnings -og kirkeminister fra Radikale Venstre, Margrethe Vestager - og OECD, medaktør som policy maker, kom tættere på deres drøm om et åbent globalt marked, hvor små og mellemstore virksomheder frit kunne handle med mennesker. Du har set pointsystemet, vi har i uddannelse - ECTS point. Det er dem, jeg snakker om.

Det smarte med ECTS point for dig som civil er, at din bachelorgrad anerkendes i alle lande, der har samme system, fordi pointene gælder for nøjagtigt det samme - sådan cirka i hvert fald. Det betyder også, at du kan tage på udveksling i udlandet - måske kombinere forskellige fag fra forskellige skoler. I sidste ende har du papir på din uddannelse, der er blevet strømlinet - altså standardiseret. Uddannelser og mennesker bliver fint skåret til som legoklodser, så de kan falde perfekt på plads.

For medlemslandene - dem, som har indført standarderne for deres uddannelser - så er det en mesterlig infrastruktur, der tillader arbejdere at flytte ‘homo economicus-style’ derhen, hvor de er eftertragtede (supply and demand), og i stedet for at have én filmskole i hvert land kan EU udnytte, at studerende søger mod de bedste og derved bliver bedst mulige.

Udenrigsminister Karin Kneissl deltager i OECD's ministerrådsmøde i Paris

At forklare, hvad ECTS i praksis består af er mildest talt en rodet affære, men lad mig gøre et forsøg: Det hænger sammen med en standard for “belastning” for studerende - mængder sider læst -og skrevet samt “kontakttid” med en underviser af et bestemt akademisk niveau. Når du skal til eksamen og i sidste ende skal bestå en eksamen, så skal det ses som et checkpoint, hvor du skal gøre dig fortjent til, for evigt, at erklære, at du kan dét, som en person, der er blevet udsat for en bestemt “belastning”, kan.

De skarpe hoveder har allerede regnet ud, hvad jeg vil sige som kritik: Så simpel er læring for helvede aldrig. 400 sider Foucault, Lacan og Bruno Latour er ikke ligeså belastende som (eller sammenligneligt med) 400 sider om programmering i C# og backend programmering. Én times forelæsning på engelsk om logisk relativisme i det gamle grækenland er ikke sammenlignelig med en forelæsning på dansk om social mediestrategi på Instagram.

Det samme kan jeg altid sige om studerende, der sammenligner resultater fra eksamen indbyrdes for at finde “den bedste”. Eller institutioner, der skal sammenligne alt fra karaktergennemsnit, gennemførselsgrad og “trivsel”* på en hjemmeside for at forældre kan vælge “den bedste” skole til deres børn. Jeg kan godt se, at det er fristende - men det er en falsk logik og ens måleenhed er ad helvede til. Jeg vil heller aldrig sammenligne kvinder ud fra idéen om, at den tyndeste per definition er den smukkeste.

*trivsel, der bliver målt som spørgsmålet “trives du?” på en skala fra 1 til 10 er cirka ligeså fordummende, som en studerende, der konkluderer, at de er dumme, fordi de har fået et 4-tal efter 15 minutters taletid til eksamen.

For et par år siden blev den danske filmskole - der tidligere har udklækket store filmiske eksportvarer, fra Lars Von Trier og Thomas Vinterberg til Susanne Bier og Bille August, akademiseret, dvs standardiseret. Dette betyder i praksis for eksempel, at de studerende på skolen nu skal læse og skrive mere om film. Jeg spekulerer, når jeg siger: Belastningensstandarden giver ingen mening og de fire førnævnte filmiske geniers kvaliteter ville ikke blive belønnet i så høj grad for netop det, der giver dem success den dag idag, hvis de blev bedt om at skrive side op og side ned om noget, de givetvis ikke engang idag har præcise ord for. Rammen passer ikke billedets asymmetriske form.

Nu stiller jeg et åbent spørgsmål, som jeg vender tilbage til senere: I hvor høj grad er der plads til ægte innovation - det helt nye og aldrig sete - til en eksamen? Hvilken karakter på 12 tals skalaen forestiller du dig, at Riget i 1994 ville få?

Hvis du vil læse mere om filmskolens akademisering, de hobevis af kritikere, undervisere og studerende hovedsageligt, og dens støtter, politikere og skolens management: HER er et link til historien.

En måske bedre gemt kritik ligger i, at ECTS point og standarden for en uddannelse nu rammer borgere fra lande, der endnu ikke har standardiseret deres uddannelsessystemer. Jeg har en udfordring til dig: Næste gang, du sidder i en taxa, spørg din chauffør, hvilken uddannelse, de har. Jeg har kørt med alt fra lungekirurger til barnepsykologer. En Syrisk læge falder, på godt men mest ondt, mellem brædderne i Danmark og bliver af systemet betragtet som ufaglært, fordi eksamensbeviset fra Syrien ikke er anerkendt.

Standarder i politik er interessante og jeg skal ikke gøre mig til mester, men derimod invitere en dansk mester inden for Uuropæisk uddannelsespolitik, Katja Brøgger fra Aarhus Universitet, ind med sin pointe om disse standarder:

    “Standards do not travel because they are powerful but become powerful as they travel. The standards are not international but they become international. They gain a hegemonic status by being circulated through the infrastructure”
Sagt kort er disse “infrastrukturer” med standarder noget, der ikke vinder styrke i at være gode nødvendigvis - men noget, der vinder styrke, når det bliver udbredt og netop anerkendt som officielle pejlemærker. Standarder og måleenheder kan hurtigt blive taget for givet, når de vinder styrke. Vi kender mekanismen fra årene efter 2008, hvor det blev sværere og sværere *ikke* at have en facebookprofil, fordi så megen kommunikation blev standardiseret til platformen og uden en facebookprofil kunne man “ikke være med”. Rejsekort er vejen frem, bogstaveligt talt, og MitID bliver mere eller mindre nødvendig i fremtiden i samme stil. Et godt eksempel på en uddannelsespolitisk standard, der har vundet indpas, alene fordi den blev adopteret af mange lande og derved har sat sig fast i målninger, som BMI er en standard målning for “sundhed”, er PISA tests som indikator for, hvilken befolkning, der er “bedst uddannede”.

2001 var et skæbnesvangert år, ikke kun fordi George W. Bush blev præsident og ene mand gjorde verden 14 IQ point dummere, men fordi resultaterne på den første PISA-test nogensinde så dagens lys. PISA er en transnational undersøgelse skabt af OECD, som redegør for projektet således på deres hjemmeside:

“PISA is the OECD's Programme for International Student Assessment. PISA measures 15-year-olds’ ability to use their reading, mathematics and science knowledge and skills to meet real-life challenges.” 

Resultaterne fra 2001 i Danmark skabte det, der i folkemunde dramatisk bliver kaldt “PISA-chokket”, af den simple årsag, at vi, danskerne, blev overraskede over, hvor elendige færdigheder vores elever havde og hvor meget integrationen (i tal) haltede. Store events, som 2001 var spækket med, har en tendens til at være grobund for store politiske tiltag, som 2001 var spækket med.

PISA-chokket (at lande så en repræsentation af sig selv, opsummeret i en kvantitativ undersøgelse, de ikke kunne genkende sig selv i) gav politisk motivation til at “fixe” de “problemer”, PISA undersøgelsen gjorde opmærksom på. Det betød øget indsats for, slet og ret, at klare sig bedre og “vinde en konkurrence”, der opstod det sekund, en hierrakisk liste over “top 29 lande” blev synlig.

Som når din veninde selhadsk siger, hun er blevet "grimmere", fordi hun har set sin vægt stige 4 kilo, og nu ikke spiser pasta, hvid sukker, æggeblommer, store -og mellemstore gryn samt noget, der ikke hovedsageligt smager af fiberrigt tapetklister. Tæl enheder, overfortolk, overreagér, overvurdér, repeat.

Nye mål opstod efter chokket - bogstaveligt talt - i og med, at vi i Danmark gik fra et fokus på indhold og curriculum i undervisning (elever skal læse H.C Andersen) og i stedet ville fokusere på målsætning i stedet (de studerende skal vide, hvad et eventyr er). Det hedder “målstyret undervisning”, hvor en liste af "Nye Mål" for elevers evner blev lærernes nye kvalitetskriterier i stedet for konkret indhold. Alpha og omega blev altså at klare sig godt i testen alene på grund af etableringen af en målestok, der var konkret og derfor nem at forstå. Det ekstra skub, der motiverer lande til at blive ved med at teste - for PISA er ikke obligatorisk - er, fordi lande i en global konkurrencekontekst ikke kan få nok af at sammenligne sine resultater med andre lande. Virker alt dette genkendeligt fra klasseværelset? Måske fra badevægten?

Der er siden 80’erne gået inflation i at lave grafer og modeller med ringe til direkte misvisende data og pakke det ind i en videnskabeligt lingo og æstetik, der gør folk benovne over resultatet - og derved de initiativer, resultaterne peger mod. Firmaer sammenligner målninger for “performance”, stater sammenligner sig med hinandens målninger for “kapital” og fra vugge til grav bliver vi mennesker, enten selvforskyldt eller af myndigheder, undersøgt inden for udvalgte temaer og måleenheder, og sammenlignet med hinanden. Hér er resultatet for en 3 årig, hvis far forleden slog det op på sociale medier med klart udtryk for hans fornemmelsen af, at målingen af hans søn er overforsimplet, misvisende og spækket med ensidige ideologiske ideer om, hvad måleenhederne for et vuggestuebarn burde være - hvis noget.


Han blev målt på "glæde ved at være i naturen" men ikke "udtrykt respekt for naturen". Han blev målt på at "etablere kontakt" men ikke på at håndtere alenetid med ro og stille introspektion. Nogen har designet denne undersøgelse og prioriteret bestemte nedslag - hvor andre valg kunne være blevet truffet med helt andre resultater til følge. Jeg står ikke med en fornemmelse af, at arkitekterne bag er inkompetente - men jeg står tilbage med skepsis over, hvilken virkelighed, de skaber, når samtlige tumlinge bliver målt på kryds - ikke på tværs - og om de er på børnenes side eller på statens eller arbejdsgiveres side - aktører, der, pga deres interesser, kan være i skarp konflikt.

Jeg tror faren er enig med mig i, at dette er det hidtil mest deprimerende og angstprovokerende afsnit af Black Mirror. Den skarpe kontrast fra at kende sin søn og kende den samme dreng igennem testens sigtekorn sætter det på spidsen, at staten ikke aner, hvem vi, enkeltvis, er, når den introducerer policy, der tydeligt påvirker vores liv men også usynligt - som fodspor på gulvet i IKEA, der skal optimere salget af duftlys og 3-pack kartoffelskrællere.

Lad os nu snakke om WEF, kort for World Economic Forum, endnu en politisk mastodont, der lurer backstage på vores uddannelsessystem. Det er svært at snakke om WEF uden at snakke om WEF’s kontekst: Globalisering og det “frie marked”.

Før verden åbnede sig for import og eksport i større stil end det årlige skib lastet med krydderier og ædelmetaller fra det globale syd, var det nemt at være skomager. Man var uddannet skomager og man lavede sko - cirka de samme sko fra man var nyuddannet til man bankede den sidste hæl på plads som 61 årig. I de fleste små jyske byer er der ikke mere end én skomager - så prisen er fastsat. Og produktet? Samme kvalitet igår som idag.

Globalisering er vel, kort fortalt, at verden bliver mindre - forstået på den måde, at man med tog, fly og båd nu kan hente og bringe varer og tilbyde forbrugere et virvar af dem. Det betyder én ting, som neoliberalister ikke kan få nok af: Konkurrence. Vores jyske skomager kan ikke bare blive ved med at lave den samme sko, hvis en skomager fra Kina kan lave bedre - eller måske bare billigere - sko.

Når neoliberalister taler om “innovation”, taler de altså om det pres, som konkurrencen udsætter markedet for, hvor kun den, der har “det bedste produkt” i sidste ende vinder. Jeg stiller mig, mildest talt, skeptisk over for den slags fordummende fremstilling med fejlslagen ideologi. Jeg synes, der er forskel på en “bedre sko” og en “mere salgbar sko”. Og jeg ville ønske, at neoliberalister var ærlige i forhold til, præcis hvilken slags “innovation” konkurrence på et frit marked støtter: At producere det billigst mulige produkt, der kan sælges til den højest mulige pris.

Drømmen for neoliberalister er at lade et frit marked styre samfundet mod utopia. Utopia kan jo være mange ting, men de fleste forestillinger om et utopia har noget at gøre med menneskets ultimative lykke. Neoliberalisters projekt er tricky, fordi de ikke har et slutmål - tværtimod vil de helst ikke snakke om planen på længere sigt. De koncentrerer sig om lykken her, nu og et lille antal år fremad som en utopisk proces. Grundlæggende tror man, som neoliberalist, at et frit marked - det vil sige gnidningsfri udveksling af varer, ressourcer, arbejdstimer, ideer osv, optimerer samfundets produktion, så flest mennesker laver noget værdifuldt og så flest mennesker kan købe det, de har brug for - fordi markedet lytter til behov og muligheder for at dække behovene.

Der skal siges noget i kritik til projektet en dag, men jeg skriver et essay, ikke en bog, så lad mig bare sige kort: Neoliberalisme er en omstændighed, der ikke kan afvises som altomfattende i vores samfund, men jeg respekterer ikke logikkene bag, tværtimod står jeg tilbage med skuffelse over, at mennesket ikke formår at acceptere, at det frie marked skaber monopoler, ulighed og klimakatastrofer og at et overflødighedshorn af forskellige mayonnaiser på hylden ikke kompenserer for ulykken at være låst inde i et kynisk hamsterhjul, til sidste sveddråbe fordamper i masseproduktionen.

World Economic Forum er en organisation, der, ligesom OECD, er transnationale meningsdannere med “økonomisk vækst” afstedkommet af konkurrence, ikke nødvendigvis som mål, men som grundlæggende omstændighed:


World Economic Forum’s vidensproduktion er enorm og deres indflydelse signifikant, når deres research bliver offentliggjort - ligesom PISA resultater. Det er ikke uden betydning, når de kommer ud med deres undersøgelser, der har til formål at kortlægge ikke alene, hvilke evner, arbejdsgivere ønsker hos deres ansatte idag, men også hvilke evner de potentielt kunne tænke sig i fremtiden - fordi på det frie marked skal man jo helst have mindst én fod foran de andre. Lad os kigge på forskellen på deres “top 10 kvaliteter ved ansatte - ifølge arbejdsgivere og mellemledere” mellem 2015 og 2020:


De adspurgte lægger begge årgange “komplekse problemløsningsevner” på toppen - jeg går ud fra, at det er et hint om, at virksomheder forstår globaliseringens og teknologiens hurtige og komplicerede bevægelser, som man med fordel skal kunne mestre. Et firma skal have styr på lovgivning, kultur, de nyeste opfindelser og naturvidenskabelige faktorer for at kunne have en fod foran i ræset. Så begynder ting at blive opløst. Engang var de værdifulde evner meget mere familiære med “færdigheder”: Kvalitetskontrol, at lytte, service orientering, forhandling og koordinering er, i hvert fald for mig, i gråzonen mellem færdigheder og kompetencer.

Ved listen for 2020 kan jeg genkende de værdifulde egenskabe som nærmest “personlighedstræk” - altså noget, der lægger sig op ad kompetencebegrebet. Kritisk tænkning er den sunde skepsis, emotionel intelligens bærer præg af empatiske evner, og kognitiv flexibilitet er, sådan som jeg umiddelbart læser det, et spørgsmål om at være åben for nyt - altså det modsatte af stædig.

Jeg lægger især mærke til, at en egenskab, som jeg personligt er meget investeret i, kreativitet, er hoppet fra en 10. plads til en 2. plads på kun 5 år.

Jeg og mange andre undervisere på vores uddannelsesinstitutioner viser disse undersøgelser til vores studerende og inkorporerer dem aktivt i planlægning af undervisning - inklusive eksamenskrav. Erhvervsakademier, som per lov skal leve op til krav om “relevans for erhvervslivet”, finder stor inspiration fra disse for at kunne uddanne relevant humankapital til arbejdsmarkedet. Politikere inddrager WEF’s undersøgelser på samme måde som de finder begrundelse for diverse nye policies, når PISA resultater lander.

Min mission er som sagt at give jer studerende konstruktiv feedback. Når jeg nu forsøger at forklare (manglende) kompetencer, så vil jeg hvile i underviserens ledestjerne: Blooms Taksonomi:

 Bloom’s taksonomi og de formelle læringskrav, som dem, du så for arabisk -og islamstudier på Aarhus Universitet, er hvad censor og jeg kigger på, når vi vurderer din indsats. Den passer 1:1 til at presse studerende opad mod de egenskaber, som WEF ønsker at se i fremtiden. Læg mærke til, at de to nederste lag - dem som givetvis fylder mest, men giver færrest point, handler om viden - man demonstrerer hukommelse og forståelse. Derefter, når I skal “apply”/anvende og analysere, dér demonstrerer I færdigheder som evner til at analysere sig frem til, hvad en given diagnose for en patient er. Øverst oppe, når I evaluerer og kreerer, det er dér, hvor jeres kompetencer kommer i spil og, desværre for de studerende, der ønsker at gentage facit fra tidligere, et niveau, der kræver, at man udvider sit projekt fra noget, nogen har dikteret tidligere til noget, man selv har fundet frem til som den første nogensinde.

Nu skal jeg hurtigt advare: Man kan ikke nå toppen uden at trave den lange vej fra bunden. Det dur så at sige ikke, hvis du skipper et helt semester og tropper op til eksamen og bare siger din umiddelbare mening.

Nej - man går umiddelbart, når man præsterer til et 12-tal til en eksamen, fra bunden (dét lærte og det, der konkret kan vides) over midten (hvor man anvender viden eller metoder) til man til sidst ender øverst oppe. Det er dér, hvor den studerende, på godt og ondt, ikke kunne finde svaret i nogle af sine bøger, tværtimod kun ved selv at producere ny viden. Dette gør man ved (i kølvandet på at vide og at anvende viden) at forholde sig til sin praksis og hvordan de gamle traditioner potentielt kan forbedres fremadrettet.

Jeg vil gerne inddrage kort, hvorfor jeg ser de øverste lag og de præstationer, som får 12, som vigtige. Hvis vi glemmer de neoliberale årsager bag at snylte på folks personligheder, attituder, ønsker og sociale evner på arbejdsmarkedet for at skabe noget så nyttesløst og uopnåeligt som evig økonomisk vækst, så er der noget i kompetencebegrebet, som selv jeg, trods afsky for kapitalismens dødskult, kan se fordelene i.

Som enhver fornuftig verdensborger er jeg ikke tilfreds med, hvordan samfundet ser ud. Hvad vi har gang i, sådan helt generelt, er simpelthen ikke bæredygtigt:

    “Global climate change; loss of biodiversity; peak oil and other resource depletions; widespread poverty and disease; uneven distribution of wealth; uneven access to resources and political power; and armed conflicts at both local and global levels. The effects of these problems, presently concentrated in what is called the Global South, will increasingly be experienced in the Global North as well. These social and environmental problems, symptomatic of the fact that we have exceeded the Earth’s capacity to support the global human population at current levels of consumption and social inequality, have led to an evolving discourse regarding the social, ecological, political, economic and spiritual dimensions of sustainability.” 
Årsagen til, at jeg ikke afviser kompetencebegrebet totalt, er ganske kort fordi, at jeg ikke ser håb for menneskeligheden, og en stor luns af jordens plante -og dyreracer, hvis vi bliver ved med at gøre, hvad vi altid har gjort. Hvis vi skal give os selv en chance for at overleve de næste 300 år, vil den største fejl være at bilde vores børn og unge ind, at de skal følge i vores fodspor.

Hvad de skal kunne er at vælge og vrage i de traditioner, vi viser dem. De skal kunne kritisere vores gamle vaner med at køre i dieselbiler, spise kød af torturerede dyr i overflod, ansætte folk, der ligner os selv, købe plastikroser og parfumeholdigt tingeltangel på valentinsdag, arbejde os selv ihjel trods automatiseringens indpas og insistere på, at vores børn født med pikke skal opdrages til at græde i smug og slå, hvis et gemmested ikke er at finde, når tårerne presser sig på.

For at kunne kritisere og udvide vores kollektive forståelse af, hvad der overhovedet er muligt, skal vores børn og unge netop trænes i at tænke selv.

Bevares, det giver smukke tal på bundlinjen at have en kreativ tænker i sit team - men kreativitet, når det bliver mikset med empati og kritisk sans især, er ikke bare evnen til at finde på nye løsninger på gamle problemer og skaffe indkomst via apps i stedet for retail handel; det er også evnen til at finde nye problemstillinger og argumentere for, hvorfor de er presserende fra et helt nyt perspektiv.

For en kort bemærkning er ovenstående grunden til, at jeg i mit arbejde flirter med anarkistisk/kritisk pædagogik og øvrige "demokratiske" læringsprocesser - hvis man mener det alvorligt, at de unge skal kunne tage stilling (og ansvar), så må man introducere det selvstændige arbejde i sin undervisning og ikke komme ind som hersker-underviser, som jeg kalder dem, som dikterer rigtigt og forkert på en måde, der giver de studerende en fornemmelse af, at de netop ikke bør tænke selv. Det er givetvis ikke tiden at skrive om pædagogiske principper, men det er værd at bemærke, at uddannelsessystemet fra bachelorniveau kræver selvstændig produktion til eksamen, men stadig i stor stil kun udbyder "konservative læringsmetoder" såsom klassiske forelæsninger og tests. Det sender de forkerte signaler at fortælle de studerende, at de skal tænke selv, eventuelt helt ud af boksen, og så undervise ved at lave envejskommunikation, kæft, trit, ensretning og røv-på-sæde fra morgen til sen eftermiddag.

Hvad synes de studerende? Hvordan ville de gøre ting anderledes? Og hvorfor?

Det er ikke nemme spørgsmål at stille, hvis man som underviser nemt bliver fornærmet af anderledes tænkende og nye vinkler, men sidste gang, jeg tjekkede, er underviserens komfort og generelle behov for at blive beundret ikke en del af de formelle læringsmål for nogen uddannelser, måske lige med undtagelse af filosofi - det er en kommentar, der må hvile i luften til et andet essay. Nu er min eneste relevante tanke, at der er et hav af uudnyttet potentiale i de høje ambitioner om styrkede kompetencer og jeg ønsker, at de bliver indfriet mindre overfladisk og med respekt for studerende som fremtidens arbejdskraft, der forhåbentlig på den lange bane har lært af tidligere generationers fejl - ikke bare succeshistorier.

I virkeligheden står jeg tit tilbage og overvejer, om World Economic Forum og OECD ved, hvilke enorme kræfter, de leger med, når de sætter kritisk sans og kreativitet på skoleskemaet for europæiske skoleelever og studerende. Det mest ironiske for mig ligger i, at deres interesser for økonomisk vækst, frie markedskræfter, en kontrollerbar befolkning i heteronormative familiestrukturer med normative forbrugsvaner i sagens natur bliver udfordret, hvis befolkningen bliver uddannet i at tænke kritisk.

Måske undervurderer de, at kritisk sans og kreativitet både kan være konkurrencefordele men også en direkte stopklods for overhovedet at anerkende konkurrencefordele på det globale marked som relevante. Mine studerende virker som udgangspunkt mere interesserede i miljøet end i økonomisk vækst for eksempel og deres selvstændige betragtninger tager kun til i styrke, jo mere kompetente de bliver.

WEF og OECD undervurderer altså - givetvis af mangel på kreativitet og forestillingsevne - at der "udenfor boksen" også findes muligheder for at kritisere kapitalismen og afvise alt det, de står for og alt det, der giver dem hegemonisk magt på den politiske scene.

Det må de jo selv om, kan man sige. Det er bare sjovt at tænke på, at kritisk sans er ønsket hos netop de aktører, der går til grunde, hvis diskursen bliver udfordret.

Jeg overvejer til slut, at kompetencebegrebets “bløde værdier” er årsagen bag, at feedback for især 7-tallet er svært at give i mange situationer: Som regel er der ikke mange formelle fejl at finde. Niveauet er bare lavt, fordi den studerende ikke udviser de bløde professionelle egenskaber, der skal til for at få en karakter, der bliver givet til mere kompetente studerende. Jeg har forsøgt i årevis at formulere mig så blidt som muligt, når der står "tænk selv", "er naiv over for teorierne", "taler mig efter munden" eller "formår ikke at levere noget originalt" i mine noter - en ekstremt svær øvelse, fordi det, jeg er ude i, nærmest kan fortolkes til at være kritik af den studerendes personlighed. Deres kritiske sans, deres interesse og motivation, deres selvstændighed i modsætning til at være barnagtige disciple af både mig og teorierne og deres etiske overvejelser eller mangel deraf. Måske, hvis jeg skal tænke tanken til ende, er det derfor tårerne presser sig på: Det sidste ryk er ikke længere arbejde, som man kan gøre med hjernen og sjælen på pause, og de studerende bliver mindet om, at vi - eksaminatorer og arbejdsgivere - har hjemmel til at bede om mere. Tanken løber mig koldt ned ad ryggen  samtidig med, at jeg vel tænker, at de skal have - i mangel på bedre ord - den nødvendige selvtillid, for at forstå, at hvad end de anvender fra deres personlighed er alt velkomment som kompetent - uagtet om jeg er enig - så længe det kommer fra et fundament af viden og færdigheder.

Jeg har givet 12 og 10 til mange studerende, hvis designs og essays var nærmest i direkte konflikt med mine overbevisninger og ideer om “det gode”, men hvor de professionelt og med de rette kilder lavede netop noget nyt, som de professionelt og personligt kunne stå inde for. Jeg ville ønske, at de studerende stolede på, at jeg ikke sidder i lokalet og venter på den næste Karl Marx eller Judith Butler - men at en ny Ayn Rand eller Adam Smith fortjener min respekt som akademiker og karakterer, der matcher - uagtet min umiddelbare smag. Det er nemmere sagt end gjort, tænker jeg. Den slags selvtillid og integritet er meget at forvente af en person mellem 19 og 24 - nærmest meget at forvente af hvem som helst, der sidder i en kontekst, hvor de bliver evalueret.

I mit essay har jeg forsøgt at løfte sløret for den historiske og politiske kontekst, der får tårer til at trille i eksamenslokalet, samt delt mine umiddelbare tanker om kompetencebegrebet - at det givetvis stammer fra neoliberale transnationale aktører, der ønsker “konkurrencekraft” på det frie marked, men at alle os, der har højere ambitioner, ikke nødvendigvis skal afvise det. Karakterene 10 og 12 er blevet uhåndgribelige, netop fordi det ukendte nye, innovation eller revolution, alt efter hvem man spørger. Og studerende, der endnu ikke forstår, at “kendt facit” og klæbehjerne ikke er nok, løber ind i en mur, når de bliver mødt med kvalitetskriterier, der ikke giver mening for dem. De bliver forvirrede og frustrerede, når de har “gjort alt rigtigt” efter deres egen idé om at læse, huske og gentage. Jeg bebrejder dem ikke, og jeg står tilbage med en underlig fornemmelse af deres frustration, fordi min feedback efter afsluttet eksamen lyder som en kritik af deres personlighed. Givetvis, fordi jeg, som fodsoldat for det neoliberale system, faktisk eksisterer i en gråzone, som er opstået efter 00’erne: Forskellen på at være menneske og arbejdskraft.

Jeg spurgte, hvilken karakter du tror, at Riget fra 1994 ville få som eksamensopgave. Ud fra dit svar, kan jeg regne ud, hvilken af to mulige pointer, du forstår, at mit essay i sidste ende har:

1: Lars Von Trier ville få 12
Dette essay har lært dig - i ret grundig detaljegrad - hvordan du kan sikre dig et 12 tal til enhver eksamen - med en faremargen på 5 karaktertrin, fordi du forstår, at der er en lillebitte sansynlighed for, at du ikke får noget tilstrækkeligt ud af “intetheden” mellem linjerne på facitlisten. Du har fået en ekstremt omfattende guide, der klæder dig på til at kunne præstere mesterligt.

2: Det er pisseligemeget, hvilken karakter, Lars Von Trier ville få.
Dette essay har lært dig, at det kommer an på uhåndgribelige faktorer, der gør karakterer meningsløse. Du har lært, at karakterer i deres oprindelse er fejlbarelige, men du er måske blevet klogere på, hvorfor det, der “er svært” på toppen - det, der giver høje karakterer - er vigtigt for at du kan bryde fri fra at se ned på dig selv som “elev” men i stedet se op til dig selv som “studerende”, der har en stemme - fordi jeres selvstændighed og kritiske stillingtagen er af enorm værdi. Heldigvis har du fået skuldrene ned, for du forstår, at man kan gøre verden til et bedre sted uanset, hvilke karakterer, man fik i sin uddannelsesforløb.

Under alle omstændigheder vil I forhåbentlig ikke få jeres hjerter knust, hvis et 7-tal lander på jeres hovede endnu en gang.

It’s not personal, just business.