En racists største mareridt:
Et nypoleret spejl.

Jeg har ondt af racister for tiden. Altså jeg har ikke ondt af, at deres projekt er besværligt og bliver mødt med kritik fra anti-racister, men nogle af dem kæmper mere end normalt med deres selvbillede og selvværd. Det er hvertfald min psykoanalytiske idé om, hvad der sker på den parlamentariske politiske scene for tiden, hvor jeg ser et loop af call-response, der for det meste dør hen efter en bestemt stopklods, der får samtale mellem racister og anti-racister til at stå i skakmat:

En racist har fået nok af beskyldninger om racisme, fordi beskyldningerne ikke holder vand.

Men man ved bedre.

Hvad skal man stille op med den slags afvisning? Man giver vel bare op. Trækker sig, forvirret og irriteret, fordi en racist, der ikke kan se racisme, er et bevis for en samtale, der har mødt sin endelige konklusion: Lad os være enige om at sende fra to så forskellige frekvenser, at "lad os være enige om at være uenige" giver mere mening end at fortsætte.

Racisten siger, hun ikke er racist.

Nu kunne mit skriv godt bare være færdigt med kompromisløs relativisme og et "hey, alt er relativt og subjektivt", men når det kommer til racisme, har jeg motivationen på plads til at fortsætte: Hadforbrydelser er den åbenlyse racisme at pege på som alvorlig, men i mere seriøse undersøgelser finder man selvfølgelig også ødelæggelser ledt af svær fattigdom og ringe social mobilitet. Ikke-hvides jobs, vel sagtens fordi minoriteter både i Danmark og på det globale plan ikke har ligeså stor valgfrihed på arbejdsmarkedet, er signifikant farligere end vestliges og hvides jobs. Lægevidenskaben er bagud med viden om ikke-hvides sundhed med unødige dødsfald til følge. At blive udsat for racisme kan i sig selv, gennem en linse af mental sundhed, koste leveår i stress og social fremmedgjorthed. Inden for nyere tid har flygtninges farlige rejse fra det globale syd mod nord kostet hundrede og tusinde menneskeliv. Coronakrisens systemer efterlod fattige (hovedsageligt ikke-hvide) med ringe adgang til sanitation og vacciner. Dødsfald er altså i min bog både dem, der direkte og uden sociologisk rationale kan betegnes som “racistisk motiverede drab” og følge-dødsfald, der kræver, at man tager i mente de bagvedliggende raciale problemer, som når Danmark eller Israel “undlader at give overskydende vacciner” til Palæstinenserne eller når historisk udtømning af bestemte, mindre racialt “heldige”, områders recourser efterlader befolkninger og lande i ekstrem fattigdom og/eller konflikt.

Jeg spilder ikke min tid nu på at skulle bede om, at man accepterer, at jeg ikke kun ser død og ødelæggelse af ikke-hvide, når de sker åbenlyst, men også påkalder strukturelle problemer. Du kan, hvis det simpelthen er uacceptabelt for dig at overveje, at for eksempel minoritetsdanskere ikke bare begår “dumme frie valg” på stribe og derfor kommer mere til skade, så ignorer ideen.

Det Kriminalpræventive Råd estimerer mellem 3800 og 5100 racistisk motiverede voldsepisoder i Danmark om året - et tal, der er steget signifikant. Sammenlignet med statistik, jeg har fundet om flåtbid, er der så 22-28 gange større chance for, I Danmark, at en dansker bliver overfaldet på grund af en mørkere hudfarve end der er for at de får borrelia uagtet hudfarve. Så er der information alle kan samles om. Tag sociologien til dig eller beslut dig for, at det er folks egen skyld, at de er født i Bangladesh eller i Urbanplanen. Racisme er et issue uanset, om du hiver “strukturel racisme” ud af ligningen for at være på tværs eller ej. Vi vender tilbage til det dér med at være på tværs senere.

Sagt kort: Grunden til, at jeg ikke er i humør til at børste racisme til side som en tilfældig smagssag, som alle frit og fordrageligt skal kunne udøve uden modstand, er ganske enkelt fordi, der er god grund til at tro, at et uhyggeligt stort antal uskyldige mennesker i historien og fortsat bliver ødelagt, helt eller delvist, på grund af racisme. Racisme og racistiske handlinger og udtalelser bliver således brugt løst fra nu af, og jeg orker ikke forholde mig til de “beskyldtes følelser”, fordi, som mit skriv måske udtrykker mod slutningen, deres følelser ligger i bunken “nice to deal with”, hvor racisme, i sin bredeste forstand og ikke udelukkende som “ting kun en antagonist fra Mississippi Burning ville gøre”, er i bunken med “have to deal with”. Fordi man kan dø, når man har tabt det genetiske lotteri og er skabt i en ikke-hvid mors billede, hvor man sjældent dør af at blive betragtet af andre som racist.

Tværtimod, for så vidt jeg kan se, er der større sandsynlighed for at blive booket til år 2048 som foredragsholder eller få en book deal hos Gyldendal efter man er betragtet som racist, end der er for, at man bliver overhældt med rød maling - givetvis den værste konsekvens en racist har mødt i Danmark i min levetid. Hvis det sker, rædselsscenariet med et bad i 4 liter Flüggers bedste Hamlet Rose Garden på live TV, kan man heldigvis finde trøst i bunden på en flaske sart Pinot Noir i et livsstilsprogram på DR2 og lægge sine krigsforbrydelser bag sig knap fem år efter deres udfoldelse også blev sendt på live TV.

Hvorfor have en Irakkommission, når man kan have det rart?

Jeg vil gerne bruge min tid på at skrive mig ind i den mest barmhjertige tanke, jeg har til overs for racister. Indrømmet, de får sjældent meget ynk eller sympati fra folk som mig, men lad os nu gøre et forsøg med udgangspunkt i en fortolkning af, hvordan det føles, når man står foran spejlet og selvhadet bobler op og benægtelse bliver vejen ud. Fordi mit argument handler om, hvordan man som menneske (ikke) håndterer ubehagelige sandheder, vil jeg bruge en tredeling inspireret af danske Jonas Lysgaard, Jonas Bengtsson, Stefan Laugesen og Martin Hauberg-Lund og deres arbejde med Lovecraft og Freud. De skriver fantastisk om benægtelse og de socialpsykologiske mekanismer, der bliver bragt i spil, når man lever i “dark times” dvs tider, der emmer af uhyggelige sandheder. Her skriver de i bogen “Dark Pedagogy”, én af mine personlige bibler, om de positive og negative aspekter af at være “in denial”, altså at benægte uhyggelige sandheder:

“The negative being; denying uncomfortable facts and suffering the consequences of failing to acknowledge them. The positive aspect: the ability to limit the impact of uncomfortable facts, as not to be paralyzed in horror and/or existential angst—e.g. even though we are faced with plausible “doomsday prophecies”, we are still able to cook dinner for our family and “kick back” once and a while.”

Man kan så at sige snakke om benægtelse som både det, der holder os oppe og igang i vores små liv men også noget, der gør os så paralyserede af angst, at vi simpelthen nægter at møde udfordringerne og fikse problemerne, før det er for sent.

Når et menneske støder på "cosmic horror", en sandhed, der gør ondt helt ind i kraniet - som når man overvejer døden, sådan ægte, hvor man bliver svimmel af tyngden af tankerne - har man tre muligheder for at reagere, hvis vi skal bruge Dark Pedagogy som ramme for at forstå racisters mulighedsrum:

• Man kan benægte og gemme sig i ignorance for at beskytte sig selv.
• Man kan miste en del, hvis ikke al, besindelse og blive sindssyg.
• Man kan dø, straight up. Man dør bare. Det ultimative "fuck this I'm out".

Jeg kan genkende det fra mig selv - når jeg feks. stirrer lidt for længe foran spejlet og kommer i kontakt med den kosmiske horror omkring, at jeg er en biologisk form med blod susende rundt i papirtynde rør, konstante små cancerknuder, der ikke bliver til noget, hud, hår og knogler, der holder lortet på plads. Nogle gange kan jeg mærke, at min hjerne laver nye forbindelser, som gør mig mindre, ikke mere, psykisk stabil, altså jeg mister forbindelse, men for det meste ryster jeg oplevelsen af mig, tænder for Diana Ross og koncentrerer mig om at udglatte de fine linjer i min pande, som får mig til at ligne en kvinde på min egen alder. Benægtelse er "the to go" for de fleste. Vi bruger 99,3 procent af vores liv i benægtelse og komfortabel småborgerlig dansen rundt i ligegyldige temaer, som hvilke brands af smørbart, vi foretrækker på toastbrød. Når det kommer til ens reaktion, om man benægter, mister en smule af besindelsen eller dør, er det de færreste, åbenlyst, der dør. Jeg tror den sidste mulighed er smækket ind, fordi det teknisk set er en mulighed, ikke så meget noget, man skal tage ind som en reel trussel, når man støder på cosmic horror.

Det er en uægte måde at leve livet, men det redder de fleste af os fra at lægge os fladt ned på asfalten og skrige "eksistens er for fucking meget!" til vi besvimer. At få kontakt til sandheder i kosmiske størrelser føles som om universet rykker i min hjerne som var den en udkørt kædesav - i hårde stød kan den præstere indsigt i stor stil, men den ryster det hurtigt af sig. At blive i de største sandheder kan med tiden fordærve psyken, det er jeg sikker på.

Jeg tænker, at filosoffer kan banke mængden af benægtelse ned til 86 procent max.

Anyway, racisten. Hun har problemer med at forsvare sig selv mod hetz for tiden. Hetz skal forstås i denne sammenhæng som et defensivt ord for "kritik". Kritik som "det kan man altså ikke være bekendt" eller en ordre så grov som "skam dig". Racister er jagtet vildt for tiden på den måde.

“Skam dig” i direkte voldsparat bydeform eller sætningens patroniserende lillesøster “har du ingen skam i livet?” er efterhånden hverdag for racisten, der bare prøver at være racist i fred uden at opleve sig selv som racist. Rød maling udenpå er vand indtil det siver ind under huden må du forstå.

“Freud described persons in denial as suffering from an “unconscious suppression of painful or embarrassing feelings” (Freud 1914). Freud’s denial (In german: Verleugnung) was always intrinsically linked to its opposite, the acceptance of factual reality, as it “rarely or perhaps never” possible for “the ego’s detachment from reality to be carried through completely” (Freud 1923). Denial, as being never complete, was further established by Sigmund’s daughter, Anna Freud, in her groundbreaking work during the first part of the twentieth century (Freud 1992). Denial in a psychoanalytic understanding is always incomplete and inscribed in a duality between the factual real and its opposite: The counter story that the denial can be rooted in.”

Jeg ser ikke skam som noget, jeg skal undgå for enhver pris, fordi skam ikke nødvendigvis er mit største problem eller en vægt, jeg knækker under. Det er givetvis dér, hvor jeg allerede har problemer med at forstå racisten, altså når vi ser bort fra, at jeg ikke kan forstå, hvorfor i alverden man ville være racist til at starte med.

De kan simpelthen ikke se, hvorfor nogen skulle kritis...hetze dem.

Nu sagde jeg "kan", da jeg egentlig mente "vil". Indsigten gør naller og racisten når at rykke blikket væk, før ti-øren falder og portene til kosmisk sandhed slår op og derefter benene væk under hende. Det vil hun ikke byde sig selv, selvom hun måske kan.

For nyligt blev en afvist asylansøger fra Avnstrup voldeligt kastet ned i asfalten og holdt nede af fire politibetjente i civil. Kvinden, en mor til fire, for hvem det faktum skulle være relevant, fik mod sin vilje en indsprøjtning med bedøvelse og blev klasket ind på et fly og endte med at gøre alvorlig selvskade for at kunne vende tilbage til sin familie i Danmark. Kvinden er kurder og er heldigvis stadig i live, i behandling og hos sin familie igen. Børnene har fået psykologhjælp efter at se deres mor blive overfaldet af ordensmagten. Hendes historie er én ud af mange. Asylcentre i Danmark er berømte og berygtede for at være nogle af de mest uforsvarlige anstalter i EU - nok til at få os i søgelyset hos flere internationale menneskerettighedsorganisationer. Børn og unge forsøger selvmord konstant, PTSD ramte bliver bæltefikseret og adgang til udendørsarealer er under mængden, man finder i et dansk fængsel. Disse mennesker har ikke brudt nogen lov. De er dog hovedsageligt brune og sorte i huden. Noget, der vel sagtens af racister, betragtes som kriminel praksis. Dette er kun blevet mere tydeligt af vores tids nyeste dille i at fordele flygtninge på A -og B hold på baggrund af hudfarve eller national oprindelse (et røgslør for “hudfarve”).

Katten er så at sige ude af den hvide hætte og den bliver ikke inviteret til generalforsamling i Røde Kors, lad mig sige det sådan.

Det ovenstående tekst går en racist på nerverne. Ikke på samme måde, som det går hvem som helst på nerverne.

De fleste får ondt i maven, når de læser om Avnstrup og Ellebæk. En racist får ondt i kinderne, fordi blodet løber til de øverste hudlag. Det er skammen, der forgæves prøver at bryde ud fra tykke lag af benægtelse. En racist får også ondt i røven. Det er fordi, det dér med at tale om racisme og de konsekvenser, racismen følger med sig af blodig vold mod uskyldige, er noget så simpelt som fornærmende. Deres ære bliver truet. Sikke en smerte. Næsten så slemt som at få kværnet en nål mod din vilje ind i armen mens fire mænd ligger på dig og dine børn ser på i rædsel. Næsten.

Jeg synes, racisten sænker barren for, hvor meget man kan forvente, at en voksen person tager sig sammen at indse for at kunne fungere med andre mennesker. Vi lærer vores børn indsigter, der går dem på nerverne: "Nej du kan ikke bare tage Anders' legoklodser, selvom du gerne vil have dem" og "nej skat, det er ikke din fødselsdag idag - der går først otte måneder". Det er surt, når man ikke kan twiste virkeligheden efter ens velbefindende, så det er fødselsdag hver dag, alle legoklodser er ens retsmæssige ejendom og du er aldrig nogensinde racist og vi elsker alt, du gør og siger. Selvfølgelig er du inviteret med til brunch hos Black Lives Matter Danmark som særlig gæst, kom ind. Døden? Pff. Jeg dør aldrig.

Der er en slags spektrum af “benægtelige ideer”, som de fleste bevæger sig fremad på, når de modnes. Man går fra ikke at finde sig i, at ens slik er væk, når man har spist det til at finde sig i, at man må sige B efter man har stemt liste A. Og nogle folk halter bagud og bliver i barnagtig berettigelse i at få deres hjemsendelseskage og æde den. Kun glasur, ingen kritik.

Skam er en ting, jeg ikke kan få mig selv til at lade stå som en smerte, man ikke må udsætte voksne mennesker for - især, når der er tale om valg og ikke naturgivne karakteristika. Min tommelfingerregel for at udsætte folk for skam er “ti sekunders reglen” - hvis personen, du vil udskamme eller rette til, kan ændre sig på ti sekunder eller derunder - spinat mellem tænderne og racistiske handlinger og udtalelser - så kan det siges. Hvis det ikke kan ændres på ti sekunder - seksualitet, størrelse, køn eller hudfarve - så tier jeg for det meste stille. Brug jeres egne regler, men denne fungerer for mig.

Det er ironisk nok højrefløjen og den del af højrefløjen, der kalder sig venstrefløj (S, SF, R og Å), der på den ene side har brugt hele mit voksne liv på at bede om, at folk "tager sig sammen",  "piver mindre", "tager et job i netto som nyuddannet linguist", og selvfølgelig "ikke skal be’ om participation trophies", som nu, på den anden side, er de mest pivende typer, der vil have et deltagelsestrofæ og bydes velkommen uanset, hvilke handlinger og udtalelser, de pryder samfundet med af racistisk affald.

Det fremstår lige dele forkælet - som et barn med temperament ved enhver ulejlighed - og indbildsk, som en beskyttet prins, der tager et job for oplevelsens skyld og bliver overrasket og forfærdet over, at man skal arbejde, når man er på arbejde. Fordi mit skriv er det mest barmhjertige, jeg kan mestre, vælger jeg ikke at kalde dem hykleriske, men slet og ret ude af trit med, hvad de står for. De har så at sige kørt på autopilot, da de i årevis prædikede "tag dig sammen" og er vågnet op til duften af virkeligheden og aner ikke, hvad de skal stille op, nu hvor "tag dig sammen" rammer dem selv og de opdager, hvor svært det nu engang er, det dér med at tage sig sammen.

Det må være hårdt. Næsten så hårdt som, måske måske ikke, at blive tortureret i en bornholmsk skov og brutalt myrdet for at være sort. Næsten.

Når jeg siger, at jeg har ondt af racister, så taler jeg netop om deres hjerne i brand, når der bliver talt højt om sadistisk udført racistiske mord, PTSD ramte i bæltefiksering og så videre, fordi ikke alene kan de mærke sandheden brænde med klarhed om, at racisme findes, nej de ser det for et splitsekund i sig selv og de indser, igen kun i et splitsekund, deres egen rolle i konteksten.

Horribelt, slet og ret.

Det er horribelt, at nogen, ikke noget, har besluttet sig for at traumatiserede børn og unge skal dingle fra loftet, fordi de ikke er Ukrainere. Nogen har strippet kvinder ned, bæltefikseret dem og efterladt dem alene i mørket i timevis, fordi de skriger lidt for meget om natten, når de har mareridt om krig.

Nogen, dvs mennesker ligesom dig og mig, har skrevet under på papirer, der gør alt dette muligt.

Det er i sig selv uhyggeligt, hvad ens medmennesker kan udøve af diverse slags vold. I benægtelse over for indsigten, at det er menneskeligt at udøve racistisk vold, kan man finde på helt at fjerne menneskelig agens. Så har alle rene hænder. I kender det, når I tror, at Lykkens Gudinde eller andre religiøse figurer ikke alene findes men faktisk beskytter jer, de udvalgte, mod kræft og bilulykker. Faktum er desværre, at ingen betyder en skid i universets størrelser. Få ting kan få os til at åbne øjnene for indsigter i for eksempel menneskets evne til at udøve forfærdelige ting, men vi kan sjældent benægte beviserne, når de er foran os. Det er derfor, vi hader at se billederne fra sweatshops, når vi prøver at hygge os i H&M. Det er derfor, du sjældent ser billeder fra sweatshops. Det er svært at benægte en begravelse af endnu et offer for selvmord på et af vores udrejsecentre, hvor selvmordsraten er 3 til 4 gange højere end i resten af landet. Fact. Men man kan gøre et ihærdigt forsøg på at tale udenom det værste ved situationen, nemlig de mennesker, der har en finger med i spillet:

“When the Trump administration denies the impact of human actions in relation to global warming, when racism rears its ugly head in south east Asia or nationalism is fueled by vague descriptions of an evil outside that threatens an even more vague national inside, it bears all the marks of national or societal narratives that are threatened by the meshing of hyperobjects and their wicked problematic consequences (Thacker 2011).”

Jeg føler ofte skam. Jeg indser med jævne mellemrum mine fejl og får svært ved at se mig selv i øjnene foran spejlet. Jeg har det som om en skuffet version af mig selv som 7 årig kigger op på mig i rædsel over, hvem hun er blevet. Jeg skuffer mig selv og får lyst til at brænde mig selv ned til grunden for at opstå på ny.

Heldigvis er det en mulighed - se, Lovecraft, en rendyrket racist selv, skriver om udefrakommende rædsler som størrelsen af universet eller tidens gang. Hans ramme misser en fjerde mulighed: At ændre sig selv til det bedre.

Skam er første skridt på vejen til forbedring, når det bliver behandlet og handlet ud fra på en konstruktiv måde. Jeg har tit lagt mig i seng, urolig og boblende med skam, men fundet dyb ro i sætningen "i morgen er en ny dag", hvor et løfte om forbedring bliver erklæret.

"Det her vil jeg ikke være, så jeg stopper og bliver bedre i morgen."

Det er et skarpt alternativ til den mest anvendte reaktion - at skyde budbringeren og det, der af racisten ses som “kilden til ubehag”. Mit alternativ: Måske er ubehaget dine ambitioner om at være et bedre menneske, der presser sig på. Smerten kommer indefra, som spirituelt vokseværk.

Intet er mere frigørende i mit liv end de øjeblikke, hvor skammen slipper sit tag i min identitet, dvs mit selvbillede, og bliver lagt væk som erfaring og fortid - noget, jeg tager afstand fra.

Listen af skamfulde handlinger og trossystemer er langt, men det er listen af mulige forbedringer også. Endnu en mur er desværre ramt:

Racisten vil ikke alene ikke erkende racisme, men hun vil heller ikke ændre opførsel til det bedre. De to ting hænger nok sammen - hvorfor skulle man ændre sig for noget, man benægter?

Jeg tænker nu på, at det er nemmere for racisten ikke at klamre sig desperat til sine lånte humanitære fjer, hvis folk omkring hende er åbne om, at det er muligt og normalt at ændre sig. Det er måske ikke et spørgsmål om at være perfekt fra fødsel, men at udvise de rigtige ambitioner, uagtet om man er nået dertil.

Således kan jeg måske lave et lille shoutout til mine med-anti-racister: Som Sun Tzu's Art Of War dikterer, at en modstander, der ikke ser en udvej, vil gå til grunde og tage dig med i faldet, skal vi undgå en nedsmeltning-ved-stædig-benægtelse ved at pushe det simple faktum, at vi ikke forventer, at folk har en ren fortid, men præsenterer ambitioner om en anti-racistisk fremtid.

Ingens moral er sat i sten og vi skal være bedre til ikke at fordømme folk på baggrund af deres fortid, hvis de vel og mærke udviser god gammeldags anger.

"I was fucked up back then" skal give alle adgang til woke-town uden pis om, hvem de var for fire år siden. Der findes anti-racister, der insisterer på det rene narrativ og den slags kan jeg ikke acceptere, fordi det giver racister grund til stædigt at afvise racisme - fordi alternativet er et liv i skam, uagtet hvad du gør for at rense skoene for spinat.

Den famøse “gabestok”, hvor racister mærker konsekvenserne af deres valg For Evigt, kan for alle os anti-racister føles som trøst, men det er et quick fix, der ikke hjælper sagen - bare os, der ønsker oprejsning, og der må jeg melde:

Sagen er vigtigere end at få hævn. Ovenstående er en rejst pegefinger med dertilhørende skam til mine brødre og søstre i aktivisme, der lever og ånder for at ordne folk i excelark med pointsystemer alt efter, hvor rene hænder folk har over årtier. Skam jer over jeres smålige projekt, tag jer sammen og vær konstruktive.

Jeg kategoriserer racister i første omgang i to bokse: Én af dem handler netop om ambitioner og grundlæggende projekt: Folk, der gør og siger racistiske ting, som er udstikkere fra deres erklærede politik og folk, der er dedikerede til den racistiske sag og udemærket ved, hvad de laver.

Forskellen er ret simpel: Gør du racistiske ting men ér noget andet eller er du racist som identitet og eksplicit projekt? Hvis du gør racistiske ting, kan folk sagtens fortolke, at du er racist, fordi der i sidste ende ikke er forskel på de to typers handlemønstre, men der er en ret vigtig forskel:

Dem, der gør og siger racistiske ting, måske uden at indse racismen - givetvis fordi de er i en malstrøm af forsvarsmekanismer, er vel i princippet åbne for at ændre opførsel, hvis deres erklærede politik faktisk er sand. De skal bare indse, at det aldrig er for sent at ændre opførsel. Det må det fandme være, ellers er man bare født som man for evigt vil være og så er al den skældud over racisme eller ej jo ligegyldig. Det er nærmest tragisk mobning som den, der rammer den rødhårede dreng i skolegården.

Tænk at blive hetzet over noget, man ikke kan gøre fra eller til over for - som melaninindhold i ens hud eller om man har et fartbump på næsen, der skriger "ARABER" ud til til alle sider. Det er ikke alene over min ti-sekunders-regel - det er også racisme.

Man er ikke født racist, heldigvis. Ingen børn bliver klemt ud af deres mor med højre arm strakt i Hitlerhilsen mens de skriger N-ordet som noget af det første. Mennesker bliver født i forskellige former, størrelser og farver, men sjældent med en indbygget trosretning og attitude over for fremmede. Racismen er så at sige noget, der bliver lært. Som med lærte ting, som da jeg i seksualundervisning lærte, at sex var slut, hvis en person i rummet havde en pik og den pik nøs i ansigtet på en kvinde, der ligner en pige så meget som muligt, kan man aflære nærmest alt. Herregud, jeg har aflært at være bange for at få grå hår. På den måde lærer og aflærer jeg hele tiden.

For to år siden lærte jeg at sige inuit for at undgå at træde i spinaten - en fabelagtig tilføjelse til min personlighed, som strømliner min færden og min ideologi mere end før. Takket være min evne til at skamme mig uden at gå i sort, pun intended.

Mange, der udtalt tager afstand fra racisme, handler med jævne mellemrum racistisk. De har en tendens til at udvise inkonsistens, fordi racisme som koncept ikke rager dem en høstblomst, med mindre det presser sig på et sted, de faktisk interesserer sig for - altså når racisme viser sit grimme ansigt i deres personlige retning eller mod folk i deres midte. Man stemmer på DF men er gode venner med Abdel, den slags. Eller kollegial høflighed:

Nu adskiller jeg så kategorien med dem, der udtalt tager afstand til racisme men alligevel handler racistisk, i to: Dem, der ikke ved bedre og dem, som slet og ret lyver og udemærket godt ved, de lyver. Dem, der lyver, er selvfølgelig typer, jeg har foragt for, men de har selvbevidstheden intakt til at indse, hvad de står for, og er taktiske, da “racisme” måske findes i en hyggeversion i Danmark, men stadig ikke ligefrem højner populariteten blandt folk.

Det ser overhovedet ikke sejt ud - i dagslys.

Så findes der dem, som benægter - igen ikke fordi de lyver, men fordi de er i benægtelse. Jeg kan ikke nævne navne, fordi løgnen og benægtelsen ser ens ud i stor grad. Der er hints i ny og næ, hvor selvbevidste og løgnagtige racister bliver fanget i deres løgn og der er tydelig dissonans mellem de mennesker, der handler ubevidst racistisk og hvordan de nogle gange opfører sig: Nogle gange ser man dem stå til en mindehøjtidelighed for folkedrabet i Rwanda og nogle gange giver de penge til Dansk Flygtningehjælp. Det er fordi de ikke har styr på en skid, fordi det ville være…besværligt. Men de har styr på, at det dér med beskyldningen for racisme, det er langt over stregen.

Indskydelse: Når det kommer til min idé om, at folk kan “handle racistisk” uden at være bevidste om det, så ligger der et helt fundament af sociologiske præmisser. Ideen er, at vi mennesker er kulturelle og sociale væsner og vi kopierer hinandens sprog og handlemønstre uden at overveje det. Sådan opstår køn som kulturel idé og sexismen kan få indpas: Megen sexisme sker uden at sexisten egentlig tænker over det. Det er hvad jeg kalder “social programmering”. Når folk “handler racistisk” er det også tit ubevidst - det er vanetænkning og en hjerne på ideologisk autopilot. Når en person, der handler racistisk, bliver kaldt racist, er det i virkeligheden også det, der får samtalen til at falde sammen. Racisten siger “jeg havde ikke intentionerne!” og beskylderen er ligeglad. Det handler for racisten om at være uskyldig hvor anti-racisten er ligeglad med identiteter og ære, men ønsker at gøre op med racismen, uagtet om den var planlagt eller ej.

Måske kan det få skuldrene ned for en masse af jer, der tit bliver beskyldt for racisme. I kan læne jer en smule tilbage og netop indse, at livet er en dans i spinaten, og at I sagtens kan være “gode mennesker”, selvom I med jævne mellemrum udøver ondskab. Ingen kan bebrejde en Romer i at gå i toga og rende rundt og tænke om sig selv “jeg er påklædt”.

Jeg har dog noget særligt i vejen med de ubevidste racistisk handlende personer, hvis handlemønstre bliver til ideologisk mosaik af tilfældige ideer og kulturel autopilot. Bevares, jeg hader racister, der skamløst lever og ånder for en racisme, de køber præmisserne for, men de frustrerer mig ikke som dem, der udøver racisme og gang på gang skal spilde ilt på at udvande definitioner for at få deres på det tørre, god nattesøvn og besindelsen indtakt.

Det kan simpelthen ikke være den bredde befolknings problem, at en person bliver kvalt i et forgæves forsøg på at blæse og have ordet “velfærdsimmigrant” i munden. Især den danske politiske scene er gennemsyret af behagesyge over for de mest komfortable, der ikke alene skal fortælle kontanthjælpsmodtagere, at de skal tage sig sammen, eller at sygeplejesker skal give den en tand mere fra gummerne, men også skal mødes med et ærbødigt “sikke fine klæder, kejser - du er godt nok påklædt”. Der kunne skrives side op og side ned om, at skyggen fra en stor, kold og pissehyggelig fadøl fra Thisted Bryggeri lægger dansk politik i mørke, men lad mig sige det, der for nu er relevant:

Racisters komfort, ikke sikkerhed men komfort, og “ret til ikke at ændre sig” bør skubbes ned på alles prioriteringsliste, så det står side om side med problemer som, at den lille slids på taperullen er svær at finde eller at nogle mennesker kalder en københavnerbirkes for en thebirkes.

I mine udlagte tanker overvejer jeg nu, hvor sund skam kan være hos dem med modenheden til at forbedre sig, og hvor meget netop reaktionen på skam udstiller forskellen på de modne og de umodne - myndige voksne og umyndige børn.

Jeg har på sin vis intet imod et barn, der danser i ring og synger “jeg er en karrusel lavet af karamel og tryllestøv”, fordi et barn ikke behøver at eksistere i “den virkelige verden” i så høj grad som myndige voksne - folk med magt i større eller mindre grad i positioner, hvor de skal kunne fungere i samfundet (at finde sammen = samfund = “at kunne fungere sammen med andre”). Men jeg ville rette en folkevalgt, der sagde, at han ikke er racist, selvom han hedder Mattias Tesfaye. Han er ikke syv år gammel og han danser ikke rundt i min stue med marmalade om munden og Tarzanplaster på knæene. Som udlændinge -og integrationsminister svarer han således om Torturkommissionens bekymringer for sikkerheden på udrejsecenter Ellebæk:

Hér forventer jeg, fra en voksen, at vi kan finde sammen - om noget så simpelt som definitionen på racisme, uden at den bliver strikket sammen efter bedstbefindende for den beskyldte. For racister er den bedstbefindende definition på racisme virkelighedsforladte størrelser som “ting, der skete engang”, et offerkort som “ord, venstrefløjen har opfundet for at kunne udøve censur” eller lige dele for smalle og for højtragende rammer som “ting, kun en antagonist fra Mississippi Burning kunne finde på at gøre”. Den sidstnævne, som når en racist nærmest kun erklærer, at Hitler er og bliver den eneste racist i historien og resten ligger i gråzonen, er ubehjælpelig for alle andre end racisten. Af øvrige definitioner, der lægger racistiske handlinger i gråzonen kan man også finden zonen med “ting, der bare er tough love”. Pernille Vermund er det kendte eksempel på en racistisk meningsdanner, der ikke ser et problem i diverse racistiske udtalelser.. “Pyt”, siger hun om racistiske skældsord, for eksempel. Racisme er, for racisten, tit enten en myte eller det rene vand sammenlignet med ægte smerte såsom at få pushback for at heile i Tivoli. Men hvad ved de egentlig om det? Hvad vil de vide om det? Hvad er de rustede til at kunne vide om det, hvis det nu skulle gå hen og resultere i selvbevidsthed?

På den måde er der en parallel mellem racister og sexister, som også notorisk punkterer en samtale ved at spørge “hvordan er det sexistisk?” og derefter går i defensiv med ordlege og overfladisk fnidderfnadder. Fnidderfnadder som den slags diskussioner, der kun er opstået, fordi en person har lavet en fejl og ikke vil indset det - det får aldrig de faldne ofre for racisme eller sexisme til at rejse sig fra graven og det forhindrer næppe deres brødre og søstre i at slutte sig til dem med ligeså ødelagte kroppe og sind. Det er ikke nødvendigvis destruktivt - men det er fandme heller ikke konstruktivt i en kontekst, der har desperat brug for rekonstruktion:

“If you are neutral in situations of injustice, you have chosen the side of the oppressor.”

Dem, som forsvarer sig selv, deres sind, ære og øvrige ligegyldigheder i racismens kontekst - viser sig desværre også at handle racistisk i og med, at de ikke har kvaler med at skifte problematik fra syriske børn med ansigterne begravet i sand på den græske kyst til fordel for at kræve spotlyset som "sårede". Det er ikke værre end direkte at ønske børnenes død - men det er ikke meget bedre heller.

Afslutningsvis overvejer jeg galskab. Jeg ridsede oprindeligt Lysgaard et al.’s tredeling op, når det kommer til, i et splitsekund, at blive indslugt i en cosmic horror.

Den uhygge, jeg snakker om: At se sig selv belyst af en sandhed så grusom, at man føler smertende selvhad. Det kan komme udefra, bevares, men den slags kan hurtigt rystes af som hetz. Men det har også tag i én indefra, hvis man er god nok til at betragte sig selv med moden og konstruktiv skepsis. Uhyggen er menneskeskabt og derved ikke sat i sten - det skal tilvælges eller konsekvenserne skal benægtes.

Man kan benægte og afvise racismen. Således behøver man ikke tage stilling. "Racisme" er intet andet end et skældsord, der fandme ikke skal ytres i Folketinget mod uskyldige mennesker. Skam dig, Pelle.

Alternativt kan man indse racismen. Man kan herfra måske ikke betragte det som et problem og så stopper min tekst vel dér, hvor jeg betragter den slags mening som “uden for min logik i så høj grad, at jeg ikke behøver tage mig af det”. Et aktivt medlem af Generation Identitær erkender racisme og har det fjong med det. I al ærlighed: Det respekterer jeg. De fleste ser det dog som horribelt og mister besindelsen under det tunge og blodige emne. I virkeligheden kommer et ekstra lag af gys over sandheden om racisme, da den fortæller os noget om menneskelighedens ondskab - eventuelt ens egen ondskab. Herfra kan man heldigvis, fra asken af det, der var mental balance, opnå forbedring og heling for sig selv og verden.

…man kan helt alternativt dø, fordi Lovecraft er en dramaqueen.

Rammen for benægtelse og galskab, ligesom jeg påkalder “viljen til at ændre sin ondskab til godhed”, vil jeg foreslå som komplet omvendt:

Man er syg i hovedet, hvis man ikke indser racisme. Den ødelæggelse af stædig kognitiv arkitektur og brændende opstandelse af nye forbindelser er ikke galskab: Det er voksenlivet og især vigtigt, når dem, der er syge i hovedet, får lov til at gøre ondt værre mens deres blindhed for realiteter bliver lagt ud som en relativistisk og uskyldig smagssag, der ikke alene giver dem mulighed men ret til at forblive upåvirkede af drab på uskyldige.

Det er efterhånden en kliché, men i en gal verden er man ude af trit med virkeligheden, hvis man ikke selv bliver gal. Det er en luksus, ingen med magt fortjener, at kunne sove om natten og drømme om brødrende price programmer uden at skulle bruge ti minutter på at nå konklusionen:

"Jeg lever ikke op til mine egne idealer"

En horribel sandhed er, at klimakatastrofer med massedød som følge er uundgåelige, hvis især det globale nord ikke ændrer sine produktions -og forbrugsmønstre. Fortæl mig, hvordan det ikke er galskab at samle på biler og hvordan “klimaangst” til gengæld er en diagnose, der kan kureres med piller og terapi og ikke den mest tilregnelige reaktion på at stå på overfladen af den eneste mulighed for kosmisk beboelse og se den blive tørrere og mere ubeboelig midt ude i mælkevejens intethed i accelererende fart.

I de udødelige ord fra Ingeborg Skjern, LGBT allieret antifascist:


Det er dig, der er syg i hovedet.