1. maj; dagen før 2. maj.


Glædelig første maj til alle derude, der trænger til lidt afveksling fra deres sædvanlige trommerum som fodsoldater for overklassen og kapitalen.

Jeg forstår, at dagen idag er et frirum for jer.

I er måske socialdemokrater - en titel, der engang var, og måske i andre lande stadig er, associeret med venstreorienterede, men nu ikke betyder så meget andet end, hvordan rækkefølgen af influerede racistiske højreorienterede tiltag ser ud.

Venstreledet regering: Venstre som svage medløbere og støttepartierne som de racistiske højreorienterede kræfter, der hiver politik i, efter min mening, en skidt retning.

Socialdemokratisk ledet regering: Støttepartierne som svage medløbere og Socialdemokraterne som de racistiske højreorienterede kræfter, der hiver politik i, efter min mening, en skidt retning.

Det kunne være så godt, men nu er det faktisk skidt. Men nok om mig, lad os snakke om dagens æresgæster:

De laveste fællesnævnere!

Giv arbejdernes internationale kampdags fabelagtige aktører en hånd.
De fire største og bedste:


Politikere, der ikke laver andet end skære i offentlige ydelser, privatisere offentlige services og infrastrukturer og i øvrigt belønne enhver, der har penge, der laver penge, frem for at løfte bunden og proletariatet til deres retmæssige plads som dem, hvis gigtplagede skuldre samfundet hviler på. Idag er en stor dag for jer, fordi I kan kværne en rød pølse og modvilligt drikke en fadøl, og fordi politik ikke betyder en skid andet end overfladiske gestusser, er årets 364 andre dage, hvor du ikke er venstreorienteret overhovedet per nogen som helst formel definition, glemt og tilgivet.

Selvfølgelig er du "på arbejdernes side", Kristian Jensen - vi så dig med en afslappet sweater på i Fælledparken og har nu glemt, at Danmarks Skattestyrelse blev reduceret til en rosin efter din regering var færdig med at spare og fejlagtigt digitalisere til sidste medarbejders kronik om, at kassen bløder.

Teenagere, der har brug for en anledning til at drikke sig fra sans og samling. Jeg har ikke så meget galde om dem, fordi jeg bebrejder ingen med en halvfærdig hjerne og hormoner nok til at slå en hest ihjel  susende rundt i blodet, når de begår kortsigtede valg og i øvrigt ikke beskæftiger sig med politik, når politikken ikke ligefrem ser ud til at være en demokratisk buffet så meget som det er tvangsfodring af muhammedtegninger og beskærelse af dagpenge og SU. Venstreledet regering eller socialdemokratisk ledet regering potato potato SKÅL FOR SATAN.

Journalister, der ikke tager deres job alvorligt som "information til borgerne" men tværtimod som en karriere, der skal føre til et talk show - en vej belagt med et højt antal click og engagementer på sociale medier. Hvordan får man mange clicks? Ikke ved at informere borgerne, så meget ved jeg. Prøv at give Rasmus Paludan taletid i stedet for en kedelig professor, der siger deprimerende pis om klimaet - det skulle gerne give jackpot. Idag står du i pedantiske statements til halsen fra folk, der ikke vil andet end høres - du gider jo ikke løfte en finger, så idag er juleaften. Pluk den lavest hængende frugt, copy, paste og nyd resten af dagen som var det ikke dit ansvar at demokratiet skal virke.

Og sidst men ikke mindst, et stort velkommen til politiet! Idag er et godt mix for jer. Solen fremme og gymnasiepiger er kommet på græs og mokai - så vær klar, når de hiver kasketten af jer for det er selfie tid! Organisationen har brug for god publicity, så smil som var det 1993. Men ikke nok med det, for dagen idag byder måske, hvis I er heldige, på optøjer. Demonstranterne er desværre ikke kun brune, men de er på de brunes side, så hold jer endelig ikke tilbage. For et par år siden fik I på arbejdernes kampdag spærret hele Dronning Louises Bro for at kværne en antifascistisk gruppe igennem en kedel - altså ingen udvej med mindre man lod sig registrere med CPR nummer på en mystisk liste for "venstreekstremister". Dengang var det jo nemmere, for der var maskeringsforbud, så ungerne kunne bustes alene fordi nogen havde deres ansigter tildækkede. Ikke at I gør det til fodboldarrangementer. Denne gang, hvis I gerne vil ud og skræmme folk til at tro, at I har en database af antifascister, så snart de deltager i en demonstration, skal I måske holde øje med moddemonstrationer over for folk som Paludan. Der er garanteret en 17 årig dreng, der råber "ingen racister i vores gader", hvilket måske kan ses som et brud på ytringsfriheden, hvis man er typen, der gør simple ting meget komplicerede. Under alle omstændigheder, I har historie for at have en fest både med dem, der elsker jer og dem, der vover at være kritiske. Best of two worlds.

Nu er der måske folk, der vil protestere over vores æresgæster fra højreorienterede politikere, deres medløbere, journalister, der ikke gider være journalister til en forvirrende politistyrke.

"Første Maj handler om arbejderes rettigheder og global solidaritet mellem undertrykte masser" siger de.

Og til det har jeg kun at sige, at de mennesker, de lyseslukkere, ikke aner, hvor grådige de ser ud. Tænk sig at være venstreorienteret hele året og så nægte andre at få en bid af kagen denne ene dag?

So much for the tolerant left, som man siger. Så inkluderende, I siger, I er, og så ekskluderer I mangemillionære, store udlejningskonglomerater og racister? Bare fordi politik handler om fundamentale konflikter mellem arbejdstager og arbejdsgiver (de slemmeste venstreorienterede siger, at arbejdsgivere ikke "giver" arbejde men udsteder arbejde fra en priviligeret og, som regel, unfair position. Tænk at have prioriteret på den måde. Monstrøst.), mellem stat og individ og selvfølgelig mellem overklassen og underklassen på globalt plan? Please.

Jeg siger, lad nu de opmærksomhedshungrende, de selvhadske, de opgivende, de dovne og de voldsparate have deres dag.

I kan komme til fadet i morgen, når den røde fane ligger på jorden og bliver muggen og tømmermændene har taget over. I behøver ikke deltage og ødelægge festen for dem, som har brug for de store armbevægelser på dagen. Ja, altså de tager måske credit for dit arbejde, men er det derfor, du er rød? Nej vel?

I de udødelige ord fra ikke bare en varm men også en rød chilipeber, Anthony Kiedis:

Give it away give it away give it away now.

Så kør på i baggrunden, comrade, og vi ses i morgen, når støvet fra Rød Fastelavn har lagt sig og kostumerne er lagt væk. Jeg har snakket med vores æresgæster og de har lovet at du får fjerene tilbage ASAP.